Syltede grønne tomater
Er dit drivhus stadig fyldt med grønne tomater, så behøver du ikke at ærgre dig længere, for de kan sagtens stadig spises hvis du sylter dem. De smager fuldstændig fantastisk i salater, gryderetter, sandwich eller til en skøn efterårstapas eller et ostebord.
Hvis du har syltet nok til at du vil dele, så vil dine gæster helt sikkert elske dig for at forkæle deres smagsløg med syltede grønne tomater med et strejf af vanilje og kardemomme.
Jeg har lavet en sukkerreduceret udgave af de syltede grønne tomater, da jeg ofte oplever at sukkerindholdet er unødvendigt højt ift. den smag man ønsker at få frem. Jeg lover at det ikke går ud over smagen, så blot mindre sukker, men stadig en fantastisk smag. Har du diabetes kan du sagtens spise helt almindelige syltede varer, det er kun ganske lidt af selve sukkerlagen vi faktisk spiser, men du kan naturligvis også vælge at bruge sødemidler.
Ingredienser:
500 g grønne tomater
2 dl sukker
1 vaniljestang
2 dl vand
2 dl lys eddike
3 kardemomme kapsler (du kan fx også bruge kanel, stjerneanis eller helt undlade krydderier)
Fremgangsmåde:
Skær store tomater ud i passende størrelse og prik dine mindre tomater med en kødnål eller tandstik, så syltelagen kan trænge ind og give masser af smag. Jeg synes en passende størrelse er cherrytomat størrelse, men overvej hvad du primært kommer til at bruge dem til.
Flæk vaniljestangen og bland de fine vaniljekorn med lidt af sukkeret, så de fordeler sig fint.
Kom sukker, vand og eddike i en gryde og kog op. Kom kardemommekapsler og vaniljesukkeret ved og kog til sukkeret er opløst.
Kom tomaterne i gryden og lad dem koge 5-10 minutter afhængigt af størrelsen, de må ikke blive for bløde, så hold øje med dem.
Overhæld dine sylteglas med kogende vand, kom tomaterne i sylteglassene (brug eventuelt en hulske) og overhæld med syltelagen. Læg gerne vaniljestangen ved.
Og nu til det svære, tomaterne skal trække 1-2 uger inden de kan spises, men jeg lover at det er hele ventetiden værd.