
OVERNIGHT OATS MED CHOKO-ORANGE
Overnight oats med choko-orange
Overnight oats (kold grød eller køleskabsgrød, kært barn har mange navne) er både lækkert, mættende og nemt. En ekstra bonus for mig er, at det føles som ren selvforkælelse at gøre det klar til mig selv om aftenen og vide at jeg står op til en lækker portion kold grød, lige til at tage ud af køleskabet.
Jeg elsker, at grøden kan varieres med forskellige smage både i grøden og toppings. Brug krydderier, forskellige frugter afhængigt af sæson og de toppings du synes passer til. Lige nu er jeg vild med mandarin smagen og lige om lidt tænker jeg at jeg skal bruge lidt varm kirsebærsauce, da jeg jeg en pose frosne kirsebær i fryseren.
Jeg prioriterer madglæde meget højt i mine måltider og opskrifter, det skal smage godt, gerne være nemt og ligetil og så må det selvfølgelig også meget gerne give min krop en masse af de næringsstoffer som den har brug for.
Denne opskrift på kold grød har det hele.
Opskriften giver 2 portioner afhængig af din appetit om morgenen.
300 gram vaniljeskyr fra Cheasy
2 tsk kakaopulver
40 gram havregryn (1 dl)
Saften fra 1 mandarin eller 2-3 spsk appelsinsaft
2 spsk chiafrø
20 hakkede mandler
Pynt med frugt eller bær og lidt knas som fx kakaonips, kokos, nødder eller müsli.
Bland alle dine ingredienser sammen, kom dem i en tætsluttende beholder, fx patentglas fra weck, fido eller lignende som fåes i de fleste større supermarkeder, jeg bruger 2 små glas der kan indeholde 200 ml.
Voila og velbekomme!
TIP: De kan sagtens holde sig på køl, så lav et par stykker ad gangen.
Bonusinfo..
1 portion uden topping indeholder:
270 kcal
20 gram protein
20 gram kulhydrat
10 gram fedt


MADGLAD DIÆTIST
Ved Pernille Baun Haaning | Klinisk diætist | Århus
Uddannet klinisk diætist & selvudnævnt madpassionist!
Elsker at forene sundhed & madglæde.
Jeg elsker at udvikle sunde, nemme og lækre opskrifter hvor sundhed og madglæde går op i en højere enhed.
Alle fortjener et liv med balance imellem sundhed, madglæde og madro.
Tlf: 22 26 82 92